søndag den 5. oktober 2008

Slacker Uprising

HVORNÅR: 9. oktober (torsdag) 2008 - 20:00
HVOR : Lygten 2, 2400 København NV

Michael Moore vil have de unge amerikanere til at stemme. Derfor har han lavet en ny film. Den får torsdag dansk premiere, og der er gratis adgang.

Nej, han er ikke en objektiv skildrer af virkeligheden, men en mand med en mission. Hans våben er film, og med dem kæmper han mod våbenlobby, den amerikanske mangel på sygeforsikring, og nu for at unge amerikanere skal komme ud af sløvsindet og ind i stemmelokalerne med den nyeste film Slacker Uprising.

Filmen havde verdenspremiere for en uge siden og har gratis kunnet downloades af canadiere og amerikanere.

Nu får den dansk premiere i Filmstationens torsdagsfilmklub i den gamle Lygten Station på ydre Nørrebro.

Ved det seneste præsidentvalg i 2004 tog Michael Moore på turné rundt til universiteter i USA med sin filmen Fahrenhiet 9/11 under armen. Ideen var, at hvis de unge sofavælgere indså hvilke motiver der lå
bag krigene i Afghanistan og Irak, så ville de hjælpe Moore med at bombe Bush tilbage til Texas.
Det lykkedes ikke, men der kom filmen Slacker Uprising ud af den, som følger den kontroversielle filminstruktør på hans rejse og viser hvilke reaktioner, han fik blandt den amerikanske ungdom.

En lang række kendte ansigter medvirker desuden i filmen. Heriblandt Eddie Vedder fra Pearl Jam, Joan Baez, Steve Earle, Michael Stipe, Roseanne Barr, Tom Morello fra Rage Against The Machine og danske Viggo Mortensen.

Ingen kommentarer: