Natkirke i Trinitatis Kirke

Hver tirsdag fyldes Trinitatis kirke ved Rundetårn med elektronisk musik.

Bassen rammer mellemgulvet, lige der, hvor frakkens bælte strammer. En sær underlig fysisk fornemmelse af lyd og hud og krop og kød, der pludselig hænger sammen. På ryggen siver kulden af den hvidkalkede mur ind i kroppen som en fugtig plet, der langsomt breder sig på et stykke stof.

Grupper af unge sidder på madrasser, under fleecetæpper, nogle holder i hånden, andre drikker en dåseøl. To drenge i ungdomsuniform: jeans, sort ulden frakke, lidt for meget gélé i håret, og Converse sko drikker af en flaske med rosévin. Der er sommerfugle på etiketten.

Vi er i Rundetårn en tirsdag aften. Klokken er lidt over ti. Udenfor flakser de sidste grupper af turister rundt med kort, mens de kigger undrende på Regensen. Mænd med barnesæder og lædermapper cykler på den halvtomme gågade. Kulden prikker i huden, og lyset gennem Trinitatis kirkens vinduer ser tillokkende varmt ud.

Her er natkirke, som der er hver tirsdag. Fra 22-24. Normalt er arrangementet i Trinitatis kirke, hvor unge musikere spiller elektronisk musik, hvor der afholdes gudstjeneste og slappes af, men i aften er glasdøren fra Rundetårn til kirken åbnet. For første gang nogensinde er natkirken rykket ind i sneglegangen, som skal fyldes med toner.

»Det har jeg drømt om, siden vi begyndte,« siger sognemedhjælper og natkirkekoordinator Morten Sternberg:
»Vi laver natkirke for at lave kirke for kirkefremmede. Gøre det på en anden måde og få andre mennesker i tale. Der kommer musikere og spiller, men der er også gudstjeneste, og det er en vigtig del af det. Vi er ikke endnu et spillested eller et medborgerhus,« siger han.
Og ærgrer sig over, at præsten Ea Hvitnov er blevet ramt af halsbetændelse, så netop denne aften er natkirken uden gudstjeneste.

Det passer nu William Hass og Christopher Diemar ret godt. De sidder i en niche halvvejs oppe i tårnet og venter, lidt spændte, ret glade. Unge ansigter bøjet lidt genert, men med øjne, der kigger nysgerrigt op.

»Vi har hørt om det på Myspace, det var ham, der fik beskeden. Han er fan af sådan noget musik,« siger William Hass
Vennen Christopher Diemar nikker:
»Sådan noget chillout, ik? Jeg kender godt Spejderrobot, som kommer og spiller. Ham hørte jeg første gang ved Stella Polaris, tror jeg.«

At det foregår i en kirke, siger dem ikke noget.
»Vi er her for musikken,« siger de.
Ved døren ind til Biblioteksloftet står tre musikere fra »Det sejler i effekter«. En med en hvid MAC, en med en bas og en, der skiftevis synger og spiller på et keyboard. Lydmanden kigger på, mens han drikker Squash af en flaske. Tonerne snor sig ind og ud mellem hinanden, mens bassen rammer murene. Der står højttalere i nicherne hele vejen ned til indgangen til kirken, men det er tættest på musikerne, at der lyttes mest intenst.

En flok drenge står op. Deres fødder i gummisko vipper i takt. En enkelt lader også hovedet i rød hue vippe med. De klapper, når nummeret slutter. Andre sidder bare stille, tæt op af hinanden. Piger, klædt nærmest som i uniform. Flade sorte støvler til midt på læggen, jeans nede i, sorte frakker. Uldne vanter og huer over lyst hår. Et kærestepar kysser, og når han taler til hende, holder han munden tæt ind til hendes øre og holder en hånd på hendes hals.

Rummet bliver langsomt mere og mere fyldt.

»Hvis du ikke laver andet, så kom forbi Rundetårn,« skriver en dreng med bløde dun på overlæben til en ven.
Luften er varmere, men murene og gulvene af smalle gule mursten stadig kolde. Frakkerne er knappet op i halsen, vanterne på. Folk løfter mobiltelefonerne og fotograferer.

En flok teenagere kommer ind. Klædt på til en tur i den store by. Pigerne har hæle, som de balancerer forsigtigt på. Som om kroppene får for meget overbalance med hæle og den stejle gang. De taler jysk. Og siger »det er så super nice,« og »ej, hvor griner«. Så fotograferer de fnisende musikerne og lægger kameraet tilbage i lommen på tasken, som de lyner omhyggeligt. Man ved jo aldrig, hvem der kunne finde på at ville snuppe det. Bagefter går de igen.

Længere nede ad gangen sidder en begejstret gruppe. Midt i den med glade øjne, kort hår og briller sidder Marie Bennike. Og smiler. Hun er fast gæst til natkirken.
»Jeg læste om det i en avis og kom forbi, det er måske trekvart år siden, og siden da har jeg været her hver gang nærmest,« siger hun.

»Der er sådan en god stemning, synes jeg. Det er anderledes i aften, fordi folk snakker mere. Normalt ligger man på gulvet nede i kirken på madrasserne og lytter til musikken,« siger hun:
»At der er gudstjeneste normalt, det tænker jeg ikke så meget på. Normalt kan man faktisk heller ikke høre så meget, for musikken spiller jo stadig. Min veninde og jeg plejer at snakke lavmælt imens,« siger hun.

»Det er som regel folk, der kender bandet, der kommer, jeg synes ikke, jeg ret tit ser de samme mennesker, egentlig. Måske er jeg en af de få stamgæster,« siger hun og griner.
»Om jeg planlægger efter natkirken?«
Hendes veninde fniser højlydt
»Vi snakkede faktisk lige om det på vejen herover. Hvis folk spørger, om jeg skal noget om tirsdagen, har jeg det sådan: »jeg skal lige tjekke Trinitatis,« siger hun:
»Jeg vil virkelig gerne komme her. Natkirken er en fin pause fra hverdagen.«